Sikring under boligkøb – Hvordan

Sikring under boligkøbEt boligkøb er angstprovokerende for mange. Der står mange penge på spil, og du har måske ikke helt tjek på alle de juridiske regler. Derudover skal du igennem en stressende flytning og på samme tid!

Men frygt ej.

Med denne guide hjælper vi dig på vej mod et succesfuldt boligkøb. Så står du overfor et køb, kan du med fordel læse med her.

Sæt dig ind i de forskellige dokumenter

Det er vigtigt, at du giver dig tid til at sætte dig ind i de dokumenter, som et boligkøb indeholder. Dokumenterne indeholder vigtige informationer, der er i din interesse. Det gælder blandt andet tilstandsrapporten og en tingbogsattest.

Hvis du har svært ved at forstå dokumenterne eller er i tvivl om noget, kan du henvende dig til en advokat. Det er i forvejen en god idé at have sådan en med på sidelinjen igennem hele processen.

Ejendomsmægleren er på sælgerens side

En ejendomsmægler har altid interesse i at få solgt boligen til den højeste pris og med flest fordele til sælgeren. Det skal du altid have i baghovedet.

Derfor gør du klogt i at alliere dig med en boligadvokat, som varetager dine interesser. En boligadvokat kan hjælpe dig med at udarbejde en refusionsopgørelse, læse handelsbetingelserne igennem og stå for tinglysningen.

Det er en stor psykologisk støtte at have en boligadvokat med som sin hjælper i forbindelse med et boligkøb.

Giv dig selv de bedste betingelser

Ja, hvad menes der med det? Jo, der er en række ting, du kan gøre for at stille dig selv i en bedre situation, så du ikke ender med håret i postkassen. To af disse omhandler et advokatforbehold og en ejerskifteforsikring.

Med et advokatforbehold bliver du bedre stillet i forbindelse med fortrydelse af dit køb. Forbeholdet betyder, at du kan skrive under på aftalen og dernæst gennemgå den med din advokat. Synes din advokat ikke, at aftalen skal godkendes, kan købet annulleres.

Også selvom du har skrevet under.

Ejerskifteforsikringen er en forsikring, der dækker fejl og mangler, som allerede var til stede på overtagelsestidspunktet, men som du først opdager senere. Altså skader du ikke kendte til, da du købte boligen.

Sælger kan ikke stilles til ansvar for disse skader, men ejerskifteforsikringen dækker da udgifterne.

Netop derfor er det en god idé at tegne en ejerskifteforsikring.

Finansiering af dit boligkøb

Uanset om du køber et hus, en lejlighed, et sommerhus eller blot en andelsbolig, er det dyrt at blive boligejer. Derfor skal du oftest låne penge til dit køb. Her er det vigtigt, at du undersøger dine muligheder, så du får det bedste lån til den laveste rente.

Det er en god idé at blive forhåndsgodkendt til et lån ved at få en kreditvurdering. Det betyder, at du kan låne pengene hurtigt, hvis du finder den perfekte bolig og gerne vil slå til.

Finansieringen af dit boligkøb er vigtigt, og er du ikke sikker på, hvilken løsning der er bedst for dig, kan du tale med din bankmand.

Slå koldt vand i blodet

Det vigtigste i processen omkring et boligkøb er, at du holder hovedet koldt. Undersøg hellere tingene én gang for meget, og læs handelsbetingelserne grundigt. Er du i tvivl, så brug god tid på at finde den rigtige løsning.

Derfor er det vigtigt, at du tænker rationelt igennem hele processen, samtidig med at du har en advokat, du kan sparre med.

Find eventuelt en god advokat via advokatsamfundet.dk

Vi ønsker dig held og lykke med dit boligkøb.