Skrotpræmie for gammel bil – Hvordan?

Der er mange hensyn at tage, når man har en gammel udtjent bil, man ikke kan bruge mere. Det er nemlig ikke spor godt bare at lade den stå på gårdspladsen eller i baghaven. Der kan sive olie ud af bilen, som dermed forurener jorden og måske vandløb i nærheden. I stedet for bare at lade bilen stå ubrugt hen, så få den i stedet skrottet hos en miljøgodkendt autoophugger og få den skrotpræmie på 2200 kr., der følger med, hvis du får din gamle bil forsvarligt afhændet.

Hvad skal du huske når din bil skal skrottes?

Uanset om bilen er afmeldt eller ej, skal du medbringe registreringsattesten. Den skal autoophuggeren have. Hvis nummerpladerne er afleveret, skal du have et dokument med, der beviser det. Hvis du ikke er påskrevet som bilens sidste ejer på registreringsattesten, skal du have en kontrakt eller en slutseddel med fra den ejer, der står på registreringsattesten. Vedkommende skal have skrevet under på, at du er den retmæssige ejer af bilen. Når du afleverer bilen til autoophuggeren skal både du og autoophuggeren underskrive en attest, der viser, at din bil er blevet skrottet. Når du har indsendt attesten for skrotningen, vil der gå to til tre hverdage, inden pengene er på din konto.

Gammel Bil

Gælder skrotpræmien for alle biler?

Desværre er der visse restriktioner, når det gælder udbetaling af skrotpræmien. Hvis du har en bil, der vejer fra 3500 kg og op efter, kan du ikke få nogen godtgørelse i form af en skrotpræmie. Du kan heller ikke få en godtgørelse, hvis din bil er lavet til at fragte mere end 8 personer ud over føreren.

Hvad er bilimportørernes skrotordning?

Bilimportørernes skrotningsordning kommer som følge af det, man kalder et producentansvar. Producentansvaret vil i denne sammenhæng sige, at det er bilimportørernes ansvar, at man som forbruger kan komme af med sin bil på en forsvarlig måde. Derfor har bilimportørerne lavet aftaler med en lang række autoophuggere, der garanterer, at bilen bliver skrottet på en miljømæssig forsvarlig måde. Hvis du vælger at aflevere din bil til skrotning ved en af de autoophuggere, der har indgået en aftale med bilimportørerne, koster det dig ikke noget at komme af med din bil. Vælger du en autoophugger, der ikke er med i aftalen, kan vedkommende fastsætte gebyret for skrotningen efter for godt befindende.

Gælder bilimportørenes ordning for alle biler?

Skrotpræmien er desværre behæftet med nogle restriktioner som beskrevet tidligere. Det er bilimportørernes skrotningsordning heldigvis ikke. Uanset størrelse og alder kan man aflevere sin bil gratis til skrotning, hvis man vælger en af de autoophuggere, der er med i bilimportørernes ordning under producentansvaret.
Læs de Nye regler for dieselbiler i 2018 her

Spar penge ved at afmelde bilen selv

Hvis en autoophugger skal afmelde din bil og indsende bilskrotningsattesten koster det som regel et beløb. Mange autoophuggere tager omkring 250 kr. for den serviceydelse. Det beløb trækker de så fra din skrotpræmie, som pr. 1/1 2017 var på 2200 kr. Beløbet for afmeldelse og indsendelse kan du spare ved at gøre det selv.